Dansk indhold i en ny verden – fra danske, uafhængige producenter 

Det kræver politisk vilje og bedre vilkår, hvis Danmark også i fremtiden skal have uafhængige producenter, skriver Anna Porse Nielsen i forordet til Producentforeningens publikation om de danske, uafhængige indholdsproducenter.

This describes the image

Foto: Kathrine Thude 

De danske producenter lever af at gøre danskerne stolte. Af at begejstre dem, gøre dem klogere, røre og underholde dem.  

  • Med film og serier, der høster priser i ind- og udland, sætter vores lille land på det store verdenskort og skaber omsætning og kreative arbejdspladser.
  • Med programmer, der samler os som folk og giver liv til samtalerne over frokosten på arbejdet og middagsbordet om aftenen.  
  • Med dokumentarer, der går magten efter i sømmene og forklarer og formidler den verden, der bliver mere kompleks, alvorlig og uforudsigelig.  
  • Med børnefilm og -tv, der giver vores børn og unge fantastiske universer at drømme sig ind i, karakterer at spejle sig i og nye perspektiver på den verden, som de vokser op i.  

Alt det indhold er ikke kommet af sig selv. Det kommer fra mennesker, der bruger deres liv på at producere det.  

Vi lever i en tid, hvor medievirkeligheden vendes på hovedet. Af techgiganterne, sociale medier, de internationale streamingtjenester og hård konkurrence.  

AI er et kapitel for sig og omkalfatrer alle brancher også vores. Derfor ønsker vi, at der udarbejdes en bæredygtig strategi for brugen af AI i de kreative erhverv. Kun på den måde kan vi både sikre kulturel mangfoldighed, og at vi samtidig udnytter det store potentiale, som AI rummer for producenterne. Den udvikling skaber både muligheder og udfordringer. Men en ting er sikkert. I de seneste år er det blevet sværere og mere usikkert at være dansk uafhængig producent.  

Skal Danmark også i fremtiden have uafhængige producenter, der producerer de film, serier, programmer, dokumentarer og børne-tv, som samler os som folk, sætter Danmark på verdenskortet, giver farve til vores børns barndom og går magten efter i sømmene, så kræver det politisk vilje til at sikre vores vilkår og sikre gode rammer for et stærkt og mangfoldigt uafhængigt producentmiljø i den internationale konkurrence. 

Det kræver prioritering og investeringer.  

For intet indhold fra de danske producenter, er kommet af sig selv.  

Og derfor kan vi heller ikke tage det for givet.  

Anna Porse Nielsen, direktør i Producentforeningen

 

Opdateret 23. sep 2026

Vil du vide mere?